Jørn Dannesboe


Sonja på "Verdens tag"

Foredrag:
Om vinteren holdes der foredrag om planter og rejser i forskellige havekredse samt for hvem, der ellers er interesseret.

Ved rejseforedragene plejer vi at fordele emnerne således, at Sonja tager sig af det kulturelle bl.a. religion og arkitektur, og Jørn helliger sig planter og landskaber.

Til foredrag med dias vises to lysbilleder samtidig ­ fra hver sin projektor til hver sit lærred. Samlet giver det en spændende effekt og opfattes som ét billede på 3,5 meter i bredden.

Foredragene er med digitale billeder, der vises på en 2,5 meter bred skærm. Her er billedsiden bygget op af ét til flere billeder.


Iderige haver:
Med eksempler fra forskellige havetyper i Danmark og Sydsverige videregives ideer og gode råd fra havefolk, som gennem mange år har haft havearbejdet som deres kæreste hobby. Af havetyper kan nævnes: Den vildprægede have, den sirlige have, stenhaven, staudehaven, skovhaven, haven med surbundsplanter, den ruminddelte have og den japansk inspirerede have. Der vises bl.a. eksempler på havearkitektoniske detaljer samt på sammensætning af blad- og blomsterfarver.


Have-design-detaljer:
Farvespil, belægninger, siddepladser, formklip, vand og skulpturelle indslag er emner, som forhåbentlig vil inspirere til nye tiltag i haven. 500 digitale billeder belyser emnet.


Stenbedet:
Her fortælles om, hvordan et stenbed opbygges: Om jordblanding, dræn, store og små sten, mikroklima samt lys og skygge, og der gives eksempler på anlæg af stenbede fra forskellige haver. I anden del af foredraget gives forslag til planter, som egner sig til et stenbed: Dværgtræer og buske, tæppe- og pudedannende planter samt løg og knolde.


Skov- og surbundsbedet:
Serien omfatter forskellige typer af skov- og surbundsbede, og der vises eksempler fra forskellige haver. Herudover gives forslag til træer og buske, som er smukke, ikke bliver for høje, har god blomstring osv. Som en vægtig del vises nogle af de mange stauder, løg og knolde samt bregner, som gør skov- og surbundsbedet til en dejlig plet i haven.


Yunnan og Sichuan i sommeren 2009:
Det blev til en tur mere i denne vidunderlige del af Kina.

Med samme botaniske guide og rejseleder besøgtes utroligt smukke steder. I modsætning til året før, hvor det især var rododendron,der fangede blikket, var det denne gang de alpine planter i 4-5000 meters højde, der fotograferedes.

Men der blev også tid til at se pandaer i zoo, den kinesiske mur samt sommerpaladset.


På plantetur til Yunnan i foråret 2008
med indfødt botanisk guide:

Yunnan har i mange år stået på ønskelisten for et besøg, og nu lykkedes det at gennemkøre den nordlige del fra Kunming i syd til Benzilan nær grænsen til Tibet i nord. Mange afstikkere fra den nord sydgående landevej blev turens højdepunkter med skove af blomstrende rododendron og forskellige arter af primula. Herudover et rigt og varieret udbud af blomstrende buske samt skovplanter i blomst.

Historiske byer, bølgende landskaber og i hundredvis af kinesere på markarbejde gjorde turen ekstra spektakulær.

En meget smuk serie med stor bredde i kraft af dejlige planteportrætter suppleret med billeder af landskabsmæssig og kulturel karakter.


Patagonien - et eventyr i smukke
landskaber og dejlige planter.

I november 2008 fik vi mulighed for at komme med hollandske plantefolk til Patagonien i Sydamerika. Det blev en uforglemmelig tur med fotografering af mange for os ukendte planter. Turen startede helt mod syd ved Magellan Strædet og gik nu de næste tre uger nordover langs grænsen til Chile. Mageløse landskaber og endeløse vidder har printet sig i erindringen. Der overnattedes ofte på mindre landsteder, hvor man således kom tæt på den lokale befolkning.

Udover de smukke landskaber er dette en rigtig planteserie med mange alpine planter i de smukkeste farver.


Ecuador 2007:
Her er der lagt vægt på at belyse landskaber, planter samt befolkning i dette smukke og forskelligtartede land beliggende på ækvator i Sydamerika. En stemningsfuld rejseskildring på 2,5 meter skærm.


Tibet 2005 - landet på verdens tag: (dias serie)
Trekking nord for Mt. Everest.

Efter en uges ophold i Lhasa og omegn med uforglemmelige besøg i flere klostre køres med 4-hjulstrukne biler til Kharta nord for Mt. Everest. Her stopper vejen, og bilerne erstattes af yakokser, som de næste 14 dage bærer al bagage i højder fra 3650 meter til 5370 meter o.h. Fantastiske scenerier i øde landskaber med en vidunderlig flora.


Forår i Sydafrika 2004: (dias serie)
Fra Kap det gode Håb, Cape Town og videre nordpå langs vestkysten op mod Namibia opleves foråret i august-september måned. Det er på denne årstid, at tusindvis af forårsplanter bl.a. løg og knolde står i fuldt flor.

Enestående panoramaer og portrætter af ukendte planter gør denne serie til noget specielt.


Ældre foredrag: Sichuan 2002, Kirgisien 1999, New Zealand 1997, Nepal 1990 og 1992.


Varighed pr. foredrag: Ca. to timer.
Pris: 2500 kr. + kørsel.

Henvendelse: Se nedenstående adresse

Pressemateriale


Til toppen af siden